LOLITA OG MODE

Blonder, bånd, fine mønstre og en overdådig nederdel: Lolitas sødme er let at få øje på. Mindre synligt er det, hvor mange valg der ligger bag. Hvem bestemmer, hvordan femininitet skal se ud, og hvor meget plads har den, der klæder sig på, til at være uenig?

Med rødder i japansk gademode forener Lolita kunstfærdigt, ofte tildækkende tøj med personligt udtryk. Rokoko og victorianske referencer møder japansk kawaii-kultur. Resultatet kan være nostalgisk eller dukkeagtigt, romantisk eller oprørsk, somme tider i det samme outfit.

Derfor er forholdet til den øvrige modeverden værd at se nærmere på. Lignende detaljer dukker op på catwalken, men betydningen af et helt Lolita-outfit følger ikke nødvendigvis med.

01. Når Lolita finder vej til mainstreammoden

Mainstreammoden gengiver sjældent et helt Lolita-outfit. De velkendte detaljer optræder som regel hver for sig: et pufærme, en Peter Pan-krave, en korsetmarkeret talje, et par bloomers eller en sløjfe. En designer kan bruge dukkeagtige proportioner og lade resten af sættet ligge.

Miu Mius forårskollektion fra 2010 viser, hvordan formsprogene overlapper. Vogues anmeldelse kaldte de korte, højtaljede modeller »Lolita-kjoler« og beskrev ungdommelige former, print og krystaller sammen med mere provokerende detaljer. Ordet alene påviser ikke en direkte forbindelse til japansk Lolita-mode.

Et catwalklook kan dele detaljer med en subkultur uden at gengive den måde, dens medlemmer klæder sig på. Via modeserier og kommercielle kollektioner når detaljerne mennesker, der måske aldrig har set det samlede outfit, som optager en Lolita-entusiast.

02. Mørk romantik og fælles referencer

Overlapningen er lettere at få øje på uden for Sweet Lolita. Gothic Lolita deler interessen for sorte blonder, korsetter, dramatiske volumener og historisk tøj med gotisk mode og visse avantgardedesignere. Romantisk melankoli og teatralsk femininitet kan antage meget forskellige former i disse verdener.

Alexander McQueen og Vivienne Westwood udviklede hver deres forhold til historisk tøj og den påklædte krops form. At kalde deres arbejde »Lolita« ville udviske forskellene. En lighed i en nederdel eller et korset beviser ikke, at en designer har lånt fra en bestemt subkultur.

Nogle gange ligger den fælles reference længere tilbage: i victoriansk tøj, romantikken eller mulighederne i en overdrevet silhuet. Lolita-entusiaster omsætter referencerne til tøj, de vælger til deres eget liv, og giver dem dermed en rolle uden for catwalken.

03. Lolita lærer også af moden

Lolita-designere har også meget at udforske i den øvrige modeverden. Stoffer, konstruktion og præsentation kan pege på nye måder at arbejde med en velkendt form. Et underskørt behøver ikke altid at skabe den samme klokkeform, og et korset behøver ikke at trække taljen ind på præcis samme måde. Et større ærme kan ændre balancen i hele kjolen.

Simone Rocha er en relevant parallel. Flæser, perler og historiske referencer går igen i hendes arbejde, ofte i tøj med fine detaljer og markante former. Vogue har beskrevet hendes tilgang som »feministisk femininitet«. Udtrykket passer til de spørgsmål om blødhed, sårbarhed og styrke, som hendes arbejde rejser.

For en Lolita-designer er det muligheder at overveje, ikke anvisninger at følge. En genkendelig silhuet kan blive mere skulpturel eller uventet uden at miste alle sine velkendte detaljer. Der er plads til at afprøve, hvad tøjet kan.

04. At vælge sødmen

Voksen femininitet vises ofte gennem et ret snævert udvalg af modesignaler: raffinement, sensualitet, en afdæmpet garderobe og selvsikkerhed udtrykt gennem seksuel tiltrækningskraft. Lolita tilbyder andre muligheder. Ønsket om store sløjfer og en klokkeformet nederdel behøver ikke være et skridt mod at se ældre eller attraktiv ud efter gængse normer.

Et underskørt ændrer kroppens proportioner. Lagene skaber plads omkring den og kan skjule lige så meget, som de viser. Den, der bærer tøjet, vælger omridset i stedet for blot at fremhæve kroppen under det.

Det valg betyder noget, selv når tøjet ser sødt ud. Blonder og en dukkeagtig silhuet fortæller os ikke, at nogen er passiv, eller at hun vil lade andre bestemme, hvad der klæder hende. Måske kan hun bare bedre lide sit udseende i det tøj.

05. At bære hele outfittet

En sløjfe kan være nem at tilføje til en kollektion. At bære et helt Lolita-outfit kræver mere af den, der klæder sig på. Det koster penge, tid og viden, og det kræver vilje til at se anderledes ud end menneskerne omkring én.

Den del finder mindre let vej til mainstreammoden. Ærmerne, kraven og proportionerne kan lånes hver for sig, men at samle dem er et valg, bæreren træffer. For en, der går i Lolita, kan hele outfittet udtrykke en tilknytning til moden, som en enkelt stylingdetalje ikke kan.

06. Mere end »nuttet«

Lolita kan være nuttet. Den kan også være mørk, mærkelig, nostalgisk, morsom, overdreven eller bevidst upraktisk. Elegance og teatralitet hører også til. At beskrive moden udelukkende gennem sødme overser meget af det, dens bærere vælger at gøre med den.

De samme blonder og den samme tyl kan tjene vidt forskellige hensigter. Én vil bevare en historisk reference, en anden forvrænge den. De kan selv vælge, hvor meget sødme der skal blive, og hvor langt silhuetten skal drives. Stoffets blødhed afgør ikke de spørgsmål for dem.

Den frihed er med til at forklare modens tiltrækning. Bag et kunstfærdigt outfit står en person, der beslutter, hvordan hun vil ses. At vælge det tøj, man ønsker, også når ingen forventer at se en i det, kan være en lille, synlig modstandshandling.